I julen 2015 havde en af vore engelske kolleger hos Next Action Associates en uheldig oplevelse med en trampolin. Herunder kan du læse hele hans historie, samt hvordan hans erfaring med Getting Things Done® (GTD) hjalp ham i den periode.
Julen er en tid til reflektion. Så da min kone spurgte, om vi alle skulle tage ud og springe trampolin 2. juledag burde jeg have svaret “Det lyder som en spændende idé, lad mig overveje det indtil påske”. I stedet sagde jeg “Lyder godt!”. En beslutning vi alle kom til at fortryde.
Hvis du nu skal brække benet ved at springe trampolin, så har du (forhåbentligvis) i det mindste en god historie at fortælle. “Hun lavede en tredobbelt baglæns salto med skrue og ramte loftet”. Det blev ikke vores historie. “Du tror, det er løgn, hun skulle bare ned fra trampolinen og faldt og brækkede benet tre steder”.
Da vi sad i ambulancen, var min kone høj på bedøvelsen og jeg sad og overvejede, om der måske var en klausul i ægteskabet hvori der stod, at man godt må holde fast i den kommende skiferie, hvis ens partner brækker benet i en trampolin-ulykke. (Det er der vist ikke)
Kirurgen gav os de dårlige nyheder med humor: “Vi bliver nødt til at tømme Silvan for at få nok metal og skruer til at sætte dig sammen!” grinede han. Og det samme gjorde vi. Men det var naturligvis dårligt nyt. 6-8 uger i kørestol og det var ikke kun dårligt nyt for min kone; jeg var selv på vej ind i en så travl måned, at jeg næsten overvejede at bringe David Allen (forfatteren til Getting Things Done) ind for at hjælpe mig. Da han kom ind i mine tanker, spurgte jeg mig selv “Hvad ville David gøre?”. Og jeg huskede hans råd: “We don’t have problems, only projects” – altså, “Vi har ikke problemer, kun projekter”. Helt sikkert, tænkte jeg.
To kopper kaffe og en Mars senere kom jeg til den konklusion, at selvom jeg helst ville trække dynen over hovedet og indtil forår, så var det at gå i dvale ikke en mulighed. Så jeg begyndte at få alle tingene ud af hovedet og ned på skrift. Hele sider kom ud. Her er toppen af isbjerget:
- Få fat i en kørestol
- Opsætte greb i bruseren
- Få øget timetallet for børnepasseren
- Aflys skiferien
- Få pengene tilbage for skiferien
- Informer vores venner om, at vi ikke kommer med på skiferien
- Forsøg at sætte en ekstra ski-weekend op med en ven
- Byt en af vore biler til at være med automatgear
- Overtag nogle af min kones konsultationer
- Aflys mulige planer vi har med venner i januar
..og sådan fortsatte den.
Kort tid efter havde jeg 18 projekter; deres næste handlinger samt 10 yderligere som, ud fra alle de andre ting jeg havde stående, gjorde det klart for mig, at jeg faktisk havde for meget at lave. Jeg satte hurtigt flere projekter på pause og informerede de involverede om, hvad der foregik. Jeg fik det meget bedre.
Januar var stadig en travl måned og jeg blev stadig en lille smule stresset, men ingenting faldt mellem to stole. Så igen kom jeg tilbage til Davids råd om at “Du har ikke problemer, kun projekter”. Og faktisk… Ja, han har ret.
Den originale artikel finder du her: You don’t have problems, only projects.